Læs mere...

Væksthuset består af 16 boliger og et fælleshus. Fælleshuset er på ca. 280 kvadratmeter. Herudover er der et cykelskur på ca. 50 kvadratmeter, et skur med pulterrumsplads, samt et lille fælles drivhus. Der er parkeringspladser ved fælleshuset, som rummer stort praktisk indrettet køkken, spisesal, legerum og kontor. I fælleshusets kælder er der vaskeri, værkstedsområde m..m.

Bofællesskabet er beliggende på en ca. 8000 kvadratmeter stor sydøst-skrånende grund i Skødstrup, som ligger ca. 17 km fra Århus centrum.

Offentlige transportforbindelser
De offentlige transportforbindelser til Århus består af bus (linie 119, 120, 121) og tog (nærbane); der er i dagtimerne afgange 6 gange i timen.
Fra bofællesskabet er der ca. 3 min. gang til bussen og ca. 10 min. til toget.

Indkøb og forretninger
Vi har Brugsen og kiosk ved banen i 10 minutters gang fra os. Løgten Bageren, Expert Radio og Carlsen Byggemarked er i cykelafstand på 15 minutter.

Fællesspisning
Vi spiser sammen 4 gange om ugen, mandag til torsdag. I skolernes ferie er der ingen officiel fællesspisning. Madlavningen fordeles mellem de voksne beboere efter en madplan. Madholdet består af 4 personer for en uge ad gangen. Man holder madmøde ugen før holdet skal på. Her planlægges indkøb og menu.

Vi spiser kl. 18.00. Madholdet er som oftest færdig med opvasken kl. 19.15.

Vi bestiller grøntsager hos vores økologiske gartner, som bringer varerne til døren. Det samme gør vores fiskehandler. Holdet afslutter madugen med at gøre køkkenet rent.

Det er muligt at melde afbud til fællesspisningen (så betaler man selvfølgelig ikke) og det er også tilladt at tage maden med hjem.

Vi får god og varieret mad. Vi køber for det meste økologiske madvarer. Der er typisk en fiskedag i hver uge. Der bliver lavet særskilte retter til vegetarer.

Aktivitetsmuligheder
I fælleshuset er der for tiden følgende faste muligheder: Lege- og tumlerum, fjernsynsrum, kontorarbejdsplads, avislæsningskrog, bordtennisrum og værksted.. Fælleshuset bruges naturligvis også til beboernes familiefester o.lign.

På de fælles udendørs arealer er der for tiden følgende faciliteter: boldbane, petanquebane, køkkenhaver, drivhus, tørreplads/snore, legehuse, gyngestativ, rutsjebane, sandkasse, bålplads, stor grill. En del af fællesarealet er et kultiveret gårdrum med græsplæne og anden beplantning.. En anden del holdes mere vildt med højt græs mellem frugttræer og bærbuske.

 

Klik på billedet og gå tilbage til Forsiden